DS1140 for entreprenører: hvem har ansvaret for hvad?

Egenkontrollen er ikke statikerens eller bygherrens ansvar – det er den løbende kontrol, entreprenøren selv udfører, mens arbejdet skrider frem, ud fra de kontrolpunkter og det kontrolniveau, B2-planen fastlægger.

Det betyder i praksis, at den enkelte fagentreprenør – tømrer, murer, betonentreprenør eller andre – har ansvaret for at kontrollere sit eget arbejde undervejs, ikke først når arbejdet er afsluttet og skal gennemgås af andre.

Uden en løbende B3-dokumentation kan ingen – hverken statiker eller uafhængig kontrollant – se, om egenkontrollen reelt har fundet sted. Det er derfor B3 typisk bliver det sted, hvor mangelfuldt udført ansvar bliver synligt, uanset hvor godt selve håndværket er.

En udførende, der har gjort arbejdet korrekt, men ikke dokumenteret det, står i praksis i samme situation som en, der slet ikke har kontrolleret – fordi der ikke er noget at vise statikeren.

Den hyppigste fejl er, at flere personer på pladsen deler ansvaret uformelt, uden at nogen af dem har det samlede overblik. Det sker typisk på større byggepladser med mange fagentreprenører, hvor ingen enkeltperson naturligt tager ejerskab for den samlede B3-dokumentation.

Når B2-planen navngiver en ansvarlig for hvert kontrolpunkt fra start, undgås den situation, fordi det er tydeligt, hvem der skal levere hvad – og hvem der skal spørges, hvis noget mangler.

For hvert kontrolpunkt, den udførende er ansvarlig for, forventes det, at kontrollen udføres i overensstemmelse med den kontroltype og det kontrolniveau, B2-planen angiver, og at resultatet dokumenteres med dato, udførende og et klart resultat – godkendt, eller en beskrevet afvigelse.

Det er ikke nok at udføre kontrollen korrekt, hvis den ikke også dokumenteres på en måde, statikeren senere kan følge. Dokumentationen er lige så meget en del af opgaven som selve kontrolarbejdet.

Flere udførende kan sagtens have ansvaret for hver deres kontrolpunkter, så længe B2-planen tydeligt navngiver, hvem der er ansvarlig for hvad. Det, der skal undgås, er at lade ansvaret for den samlede B3-dokumentation flyde frit mellem parterne uden en fast proces for, hvordan de enkelte bidrag samles ét sted.

På en byggeplads med tre fagentreprenører – tømrer, murer og VVS – var det uklart, hvem der havde ansvaret for at dokumentere kontrollen af en samling, hvor alle tre fag var involveret. Resultatet var, at ingen af dem dokumenterede punktet fyldestgørende, fordi hver part antog, at en anden tog sig af det.

Da statikeren gennemgik B3-rapporten, opdagede vedkommende hullet, og sagen blev forsinket, mens de tre parter skulle blive enige om, hvem der reelt havde udført hvad – en situation, der kunne have været undgået, hvis B2-planen havde navngivet én ansvarlig for netop dette punkt.

Den mest effektive løsning er at gennemgå B2-planen sammen med alle involverede fagentreprenører, før arbejdet går i gang, og aftale konkret, hvem der har ansvaret for hvert kontrolpunkt, der involverer mere end ét fag. Det tager kort tid at afklare på forhånd, men kan spare betydelig tid og uenighed senere.

Mangelfuld egenkontrol kan få betydning, hvis der senere opstår en tvist om et byggeris kvalitet. Uden dokumentation for, at kontrollen faktisk blev udført, kan det være svært for entreprenøren at bevise, at arbejdet blev udført i overensstemmelse med kravene – selvom det rent faktisk blev gjort korrekt.

Det er endnu en grund til, at dokumentationen ikke bør ses som en administrativ formalitet, men som en del af den beskyttelse, entreprenøren selv har i tilfælde af en senere uenighed.

På byggepladser med udskiftning i mandskabet kan det betale sig at have en fast rutine for, hvordan nye medarbejdere introduceres til, hvilke kontrolpunkter de har ansvar for, og hvordan dokumentationen skal udføres. Uden det risikerer I, at ansvar, der tidligere var klart placeret, bliver uklart, når en ny person overtager en opgave midt i forløbet.

En kort gennemgang af de relevante dele af B2-planen, når nye medarbejdere kommer til, er en enkel måde at undgå, at dette bliver en kilde til huller i B3-rapporten senere.

Bruger hovedentreprenøren underentreprenører til dele af arbejdet, er det vigtigt, at B2-planen navngiver ansvaret helt ned til den enkelte underentreprenør – ikke kun til hovedentreprenøren som samlet virksomhed. Ellers risikerer man, at hovedentreprenøren antager, at underentreprenøren dokumenterer sin egen kontrol, mens underentreprenøren antager det modsatte.

En klar aftale om, hvem der indtaster hvad i B3-rapporten, bør indgås, før arbejdet går i gang – ikke først når statikeren efterspørger et manglende punkt.

Den mest robuste dokumentation kommer fra den udførende selv, i samme øjeblik arbejdet kontrolleres – med foto og en kort, konkret beskrivelse, der direkte kan matches mod det tilsvarende punkt i B2-planen. Overlades dokumentationen til en anden person, der ikke selv udførte kontrollen, øges risikoen for, at beskrivelsen bliver upræcis eller mangler detaljer, som kun den, der udførte arbejdet, kendte til.

Udføres kontrolarbejde uden for normal arbejdstid – hvilket ikke er ualmindeligt på tidspressede byggerier – er det lige så vigtigt at dokumentere det med samme grundighed som arbejde udført i dagtimerne. En kontrol, der er udført korrekt, men kun dokumenteret mundtligt til en kollega dagen efter, efterlader et hul i B3-rapporten, uanset hvor korrekt selve arbejdet var.

Ud over at reducere risikoen for huller i dokumentationen gør en klar ansvarsfordeling det også lettere at planlægge, hvornår kontrolarbejdet reelt kan udføres, fordi det er tydeligt, hvem der skal være til stede på hvilket tidspunkt. Uklar ansvarsfordeling fører ofte til, at kontrolarbejde bliver udskudt, fordi ingen føler sig forpligtet til at prioritere det med det samme.

Udføres arbejdet som akkord, hvor flere medarbejdere deler en samlet opgave, er det særligt vigtigt at navngive, hvem der har ansvaret for at dokumentere kontrollen af hvert punkt, fremfor at antage, at »gruppen« tager sig af det. Akkordarbejde har i praksis en tendens til at gøre ansvarsfordelingen mere uklar, ikke mindre, medmindre det aftales eksplicit fra start.

Ansvaret for at udføre og dokumentere kontrol er ikke nødvendigvis det samme som ansvaret for selve byggearbejdet – en formand kan for eksempel have det overordnede ansvar for kontroldokumentationen, selvom det er en anden medarbejder, der udfører det fysiske arbejde. Denne sondring bør fremgå tydeligt af B2-planen, så der ikke opstår tvivl om, hvem der reelt skal stå til ansvar, hvis et kontrolpunkt mangler.

Ud over B2-planens interne fordeling af ansvar, er det en god idé at lade den overordnede fordeling af DS1140-ansvar fremgå af selve entreprisekontrakten, særligt ved brug af underentreprenører. Det giver et klart, juridisk fæstnet udgangspunkt, hvis der senere skulle opstå tvivl om, hvem der bar ansvaret for en given dokumentationsopgave.

Bruges sæsonarbejdere eller midlertidigt personale til dele af byggeriet, er det særligt vigtigt at sikre en kort, klar introduktion til dokumentationskravet, allerede inden de starter på pladsen – fremfor at antage, at det bliver fanget op undervejs. Denne gruppe medarbejdere er statistisk set mere udsatte for at efterlade huller i dokumentationen, simpelthen fordi de har kortere tid til at lære processen at kende.

Skifter formanden eller den ansvarlige for kontroldokumentationen midt i et byggeri, er det afgørende, at den nye ansvarlige får en konkret overdragelse af, hvor langt dokumentationen er nået, og hvilke punkter der stadig mangler – ikke blot en generel introduktion til projektet. Uden den konkrete overdragelse er der stor risiko for, at allerede udførte kontroller enten dokumenteres dobbelt, eller at nogle punkter falder helt mellem to stole.